Livet i Thailand

The Big Buddha i Phuket

The Big Buddha i Phuket
Skrevet af Dallemand

I dag tog jeg et smut op til The Big Buddha i Phuket. Jeg havde ellers lige været en tur ved stranden, for at spise lidt morgenmad og få lidt sol på kadaveret. Når man bor herude i Thailand, har man en tendens til at undgå solen. Så jeg er sådan set ikke specielt brun. Derfor tager jeg til stranden af og til, bare lige for at gå en tur og hoppe i baljen. Men jeg gider ikke rigtig fedte med solcreme, så jeg er max 30 minutter på stranden, så tager jeg af sted igen.

Men jeg manglede nogle billeder til denne post om The Big Buddha. Det er jo et af de mere kendte ”varemærker”/turistattraktioner her i Phuket. Den ligger på Nakkerd Hills, som er mellem Chalong og Kata.

Udsigten ved Big Buddha i Phuket

Udsigten ved Big Buddha i Phuket

Selve Buddha figuren er 45 meter høj og man kan se den på lang afstand, rundt omkring Phuket. Jeg har været her nogle gange før, og jeg må sige, at jeg som sådan ikke er til disse former for turistattraktioner, hverken i Thialand eller andre steder. For mig er det ret ligegyldigt. Det tager mig 5 minutter, så er jeg klar til at drible videre igen. Det er for opstillet og fastlåst for min smag. Men stor er den Buddha da. En af de største jeg har set herude, foruden dem i Bangkok. Den liggende Buddha i Bangkok, er vel 46 meter lang, så vidt jeg husker.

Dertil kommer, at jeg har besøgt dette sted måske 4 gange de sidste par år. Og det er stadig under konstruktion. Jeg ved ikke hvad tidshorisonten er, men – det er bare ikke fedt, at gå rundt i larm og os fra store kraner og andre maskiner. Ikke just afslappende klokkelyde og roligt meditation musik, vel.

Men ok, vil du absolut op og se det – eller er det en del af en pakketur. Så gør det bare, det er som sådan flot nok – og det er da gratis, endnu! Jeg var glad for, at jeg havde min scooter, så jeg hurtigt kunne komme videre i dag.

Udsigten ved Big Buddha i Phuket

Udsigten ved Big Buddha i Phuket

MEN – jeg synes, at selve turen herop til The Big Buddha er det hele værd. For mig er det ikke selve templet, men på vejen op på bjerget er der mange små udsigtsposter. Dé er det hele værd og det er ufatteligt smukt at se udover landskabet. Der er bjerge, hav, byer og en storslået natur. Det er virkeligt smukt – langt bedre end selve turistattraktionen.

Der ligger et par små restauranter langs vejen. De ligger lige ved disse mindre udsigtsposter. Jeg har aldrig spist her, men jeg overvejer det. Det er i hvert fald smukke omgivelser. Sidde her og spise sin frokost eller måske nyde solnedgangen og få aftensmad. Det er nok ikke helt dårligt.

Alt i alt mener jeg at et besøg til The Big Buddha i Phuket er ok, specielt hvis man har mulighed for at gøre stop og nyde de andre ting omkring på bjerget. Tager man udelukkende af sted for at gøre holdt ved The Big Buddha, så bliver det, for mig, ret kedeligt. De fleste dagsture etc. stopper kun ved templet, sørg for at forhandle et par stop mere på, hvis du ønsker at se lidt andet.