Livet i Thailand

Terminal 21 Asoke – Bangkok

Terminal 21 Asoke – Bangkok
Skrevet af Dallemand

Terminal 21 er et af de særdeles kendte shopping malls i Bangkok. Adskillige mennesker, der har været på ferie eller opholdt sig Thailand, kender dette sted.

Terminal 21 er designet som en lufthavn, hvor alle etager har navne som; London etc. Selve indretningen og ornamenteringen er udført i stil med en lufthavn, hvilket giver dette mall sit helt unikke særpræg, som ikke findes tilsvarende i Bangkok.

Jeg har anvendt Terminal 21 et utal af gange, ikke fordi jeg elsker at shoppe – og når jeg gør, vælger jeg ofte andre, større og bedre malls. Men beliggenheden af netop dette storcenter gør, at jeg kommer forbi i tide og utide. Det er placeret i Asoke. Lige op ad BTS Asoke og MRT Sukhumvit (Skytrain og undergrundsbanen). Efter at have haft min daglige gang, mere end et år, i dette område har det naturligt været en del af min dagligdag. Det har været nemt lige at smutte i Terminal 21.

Det er sådan set et udmærket center at handle i. Det er lidt af det hele. De har hvad man skal bruge, og så alligevel ikke. På de øverste to etager er der mad og underholdning samt enkelte tele -og elektronikbutikker. Skal du have nyt simkort til din telefon eller blot tanket din prepaid Internet – så kan det klares på 5. Sal, hvor du finder Dtac, True og AIS – alle glimrende udbydere af telefoni og Internet. (Husk at medbringe dit pas, hvis du skal have et nyt simkort. Det er vedtaget ved lov, i 2015, at alle skal fremvise gyldigt id, når de køber et telefonnummer eller Internet/nyt simkort).

Du finder et hav af internationale restauranter på de to øverste etager (og en slant i kælderen). Dog er de forholdsvis præget af Asiatiske turister. Det vil sige, der er meget japansk, koreansk og kinesisk mad. Og Thai Food, naturligvis.

FoodCort Terminal 21 Asoke

FoodCort Terminal 21 Asoke

Jeg har spist de fleste steder og finder det glimrende. Ikke overdrevent dyrt, men middel. Hvis du er på budget og dit temperament tillader det, så har de også en Food Cort. Det vil sige, et sted hvor du putter penge på et kort (skal købes og tankes på stedet). Dette kort kan du derefter betale din mad med. Det er meget benyttet af de lokale og folk der arbejder i Terminal 21. Det er ikke min smag – jeg magter ikke alt den spektakel der er i disse områder, men jeg har da prøvet det og maden fejler ikke noget.

På de andre levels er der lidt af hvert. Mest tøjbutikker hvor du kan købe alt lige fra sportstøj til kjoler og vandreudstyr. Personligt handler jeg af og til en T-shirt eller to her, men skal jeg have støre mængder tøj og et bredere udvalg, vælger jeg malls som ligger i Siam.

Som nævnt kan du få lidt at det hele – men, hvis du leder efter elektronik, så halter det lidt. Der er ikke ret mange butikker med telefoner, computere og den dur. Her må du igen til andre områder som Siam, Chit Lom, Emporium etc.

Eksempelvis skulle jeg købe en printer en dag. En 3i1 printer. Det kan man godt finde i Terminal21 – der er et par butikker på 5. sal som forhandler dette. Men skal du efterfølgende bruge en pakke printerpapir, ja – så er du nødt til at finde et andet sted at handle. Det er umuligt at opdrive i terminalen. Der er godt nok flere boghandlere i kælder etagen, men der forhandler de ikke papir til printere, det er klart

Fine Toiletforhold - Terminal 21

Fine Toiletforhold – Terminal 21

Der er fine toiletforhold – igen måske en anelse inspireret af Kina og Japan. Der er varme i sæderne og alt det der. Det et lige før, du kan få en kop kaffe, mens du sidder på tønden. Det er et af de bedste steder at gå på lokum i Bangkok, hvis vi nu skal have det hele med.

Som nævnt er Terminal21 anbragt lige ved BTS Asoke, hvilket gør at du kan gå direkte fra BTS og ind i centeret. Du kan nemt komme til og fra stedet – men ønsker du at tage en taxi til og fra området. Så er der kun at sige, god fornøjelse! Centeret ligger i et af de mest trafikerede områder i byen, lige op ad Sukhumvit Road. Derfor fravælger jeg ofte dette center, når jeg handler stort – det er simpelthen noget bøvl, at tage en taxi derfra med sine indkøbte effekter.

Tja – hvad kan man ellers bemærke. Stedet er godt til en kop kaffe. Der er altid fyldt på Starbucks. Ønsker du lidt mere fred og ro, mens du konsumerer din kaffe, kan jeg anbefale dig at gå over i et center kaldet Times Square Center – du kan gå via Skywalk derover. (Det ligger lige overfor centeret; Robinson, på den modsatte side at Sukhumvit Road). Dette center er mindre overrendt og her kan du sidde lidt i fred, hvilket kan være behageligt af og til.

I kælderetagen af Terminal 21 finder du et supermarked, hvor de har et bredt sortiment af fødevare. Der er delikatesser/varmt mad og du kan købe frugt, mejeriprodukter etc. Det er et ganske fint supermarked. Men det er dyrt – vil du spare lidt mønter, så tag i andet supermarked i stedet – eksempelvis Max Value, 7-11, Tesco Lotus, Big-C – de er alle billigere end supermarkedet i terminalen.