Livet i Thailand Sport i Thailand

Supersports 10 Mile Run powered by Thanyapura

Thanyapura i Phuket
Skrevet af Dallemand

Nu nærmer tiden sig – jeg skal ud at løbe 10 miles i Phuket. Det var egentlig en hurtig beslutning, da jeg har tilmeldt mig et andet løb i juni 2016, nemlig Laguna Phuket International Marathon (dog kun en halv Marathon, det kan være den hele bliver næste år). Jeg så de havde et officielt 10 mile (16km) løb i det nordlige Phuket og tænkte, at det kunne være sjovere at tage til et løb, end at løbe alene hver gang.

Når man bor i Thailand tror mange, at det kun handler om at sidde på en bar og labbe bajere i sig. Det er der sådan set også mange der gør. Men jeg gider det ikke rigtigt. Det kan være hyggeligt nok af og til, men man er nødt til at have noget bedre at gå op i, for at få en normal dagligdag.

Da jeg boede i Filippinerne for nogle år siden, valgte jeg at tage et Divemaster certifikat inkl. Cirka 100 dyk omkring øen Boracay. Det var fritidsinteressen som gjorde, at jeg havde noget at gå op i. Jeg ville gerne have fortsat dykningen her i Thailand, men mine trommehinder synes ikke, at det er godt at dykke mere. Derfor valgte jeg at starte op med løb igen. Jeg har løbet lidt de sidste par år herude. Men mest på løbebånd. Det sidste halve til hele år er jeg dog begyndt at løbe udenfor. Det er bare sjovere. Men det er varmt!

Da jeg flyttede til Phuket for nylig tilmeldte jeg mig Laguna Phuket International Marathon og er derfor begyndt at løbetræne anderledes. Normalt vil det være løb hver anden dag, skiftevis mellem et langt løb. Et bjergløb og intervaltræning.

Supersports international 10 mile Run powered by Thanyapura

Supersports international 10 mile Run powered by Thanyapura

På søndag den 13 marts 2016 bliver det så Supersports 10 Mile Run powered by Thanyapura. Og hvad er det så? Thanyapura er et stort sportscenter i det nordlige Phuket. Der er ikke så mange der kender det, udover de der naturligvis dyrker meget sport. Langt de fleste turister og udlændinge der bor i Phuket gør mere i de før omtalte bajere. Men der er altså et stort sportscenter, hvor topatleter fra hele verdenen træner. Det være sig fysisk træning, men også mental træning. Stedet er mest henvendt til triatleter, svømmere og langdistance løbere. Men der er også kurser i vægttab og de byder på mange forskellige faciliteter. Der er træningslokaler, yoga, løb, triatlon. Der er lange løbe- og cykeltracks i nærområdet. Stedet er omkranset af bananplantager, jungle og bjerge. Så der er lidt for enhver. Man kan løbe/cykle på egen hånd, eller leje en guide – hvis man nu ikke gider løbe 50 km ekstra, når man farer vild. Centeret har også en skole hvor der undervises i sport/kost/træning.

Jeg glæder mig til at prøve det løb – som er mit første tilmeldte løb i Thailand. Tidligere har jeg kun deltaget i halvmaraton og andre adventure races i Danmark. Men det bliver sjovt at prøve kræfter med et løb i et meget anderledes klima. Normalt er her meget høj luftfugtighed og temperaturen ligger mellem 30-35 grader. Jeg har trænet både morgen, aften og midt på dagen. Turene midt på dagen er bestemt ikke at anbefale, men jeg synes de er nødvendigt, så jeg tilvender mig varmen mest muligt. Jeg vil mene at jeg sveder omkring 2.5-3 liter per time herude. Så det er ikke for sjov, at der er meget fokus på hydrering når disse løb afholdes.

Jeg giver en update når løbet er gennemført søndag den 13 marts 2016 Læs updaten HER. Og du kan læse mere om Laguna Phuket International Marathon i en anden post HER