Livet i Thailand

Star Market i Rayong

Star Market i Rayong
Skrevet af Dallemand

Thai Food er lækkert og du kan købe det overalt i Thailand. På stort set alle gadehjørner findes der mad. Der er restauranter overalt, som kokkererer forskellige stilarter af Thai mad. Det mest autentiske er at tage på et Food marked og købe maden der. Det er meget populært, ikke mindst blandt de lokale.

I Rayong findes der forskellige markeder. Nogle har kun mad, mens andre udelukkende sælger tøj og dimser. Denne artikel omhandler Star Market i Rayong. Det er en blanding of mad og tøj/sko, lidt kopifilm, ure og i den dur. I Muang (centrum) Rayong er dette marked et af de mest populære. Her handler de lokale aftensmaden og hygger sig med lidt små shopping. Det er nok også et af de bedste steder for turister i Rayong.

Star Market i Rayong

Star Market i Rayong

Star Market ligger som sagt i Centrum af Rayong. Tidligere var det et lidt ”rodet” marked, i den forstand at boderne havde alle mulige – og umulige overdækninger, hvilket gjorde det ret belastende for en 190cm høj udlænding at gå rundt. Man skulle simpelthen passe på, ikke at få en teltstang i hovedet. Derudover var det ufatteligt smattet, hvis det havde regnet. Der var huller og vandpytter overalt.

Jeg var lige et smut i Star Market i aftes, efter at have været væk nogle måneder. Nu har de fået frisket stedet op – det vil sige, de har fået lagt nyt gulv over det hele. Nu er der et fint og jævnt betonunderlag, som gør det rent og tørt, selv i regnvejr. Det er super fedt. Ydermere har ejerne af grunden indført forbud mod diverse ukurante teltstænger og andre dimser, til at overdække boderne. Nu skal alle følge samme standard. Det gør det meget lækkert for de fleste – man behøver ikke længere bruge sin energi på at passe på hovedet, som man gjorde tidligere. Nu kan man i stedet nyde alt maden de har.

Åbningstiderne for Star Market i Rayong er fra klokken cirka 17 til klokken 22 alle ugens dage. Det er et aftenmarked. Jeg vil anbefale at du besøger stedet mellem 18 og 20. Det er her der er mest mad og størst udbud. Kommer du efter 21 kan du opleve, at der ikke er så meget mad tilbage og nogle af boderne allerede er ved at lukke.

Star Market ligger lige ved siden af det store supermarked Lotus. Det vil sige, at du også kan gøre dine almindelige indkøb her. Toiletpapir, cremer, slik eller hvad du nu måtte mangle.

Star Market i Rayong

Star Market i Rayong

På Star Market kan du også købe lidt frugt. Der er en 2-3 boder der udelukkende handler med frisk frugt. Udvalget er ok, men foretrækker du et støre udvalg – og måske vil du gerne købe frisk kød og grønsager for at lave din mad selv, så ligger der faktisk et marked for det i nærheden. Du kan gå mellem de to. Dog er det et dagsmarked, hvor lokale handler ind til deres shops rundt om i byen. De to markeder hedder det samme, hvilket gør det lidt svært at spørge om vej dertil. Men vil du handle lokalt og tilberede din mad selv, er det et godt sted. Jeg vil nok anbefale dig at tage aftensmarkedet og købe det tilberedte mad.

På Star Market kan du ikke sidde og spise din mad. Der er enkelte steder hvor det er muligt, men det er ikke der stedet er bygget til. Omkring selve markedet er der nogle lokale restauranter, hvor du kan side og spise maden. Men ellers er dette marked et sted, hvor du køber mad til at tage med hjem og spise.

Star Market i Rayong

Star Market i Rayong

Jeg kan godt lide at komme her af og til – men skal jeg blot have noget hurtigt mad vælger jeg altid et andet marked, som er beregnet til at sidde at spise. Det hedder ”Måå Salååt” Market. Det ligger et godt stykke fra Star, tættere på LaemThong mall. Dette marked er super, når du blot vil side og spise Thai Food. – i øvrigt bor jeg kun 200 meter herfra, når jeg er i Rayong. Du kan læse mere om Måå Salååt i her.