Livet i Thailand

Phuket Lufthavn

Lufthavnen i Phuket
Skrevet af Dallemand

Skal du på ferie i Thailand og rejser du på egen hånd, så vil det mest naturligt være, at flyve fra Kastrup til Bangkok. Det er her der er flest flyafgange og som regel også de billigste flybilletter. Rejser du på charterferie til Thailand, er det mange gange Phuket og omegn der er destinationen. Flere pakkerejser vil således fragte dig fra Kastrup til Phuket. Der er direkte fly til denne strækning, men nogle gange må du mellemlande i Bangkok lufthavn. Det er lidt forskelligt.

Når du rejer på egen hånd vil du, som sagt, oftest starte ud med at ankomme til Thailand i Bangkok lufthavn. Derfra rejse videre, hvorhen du måtte ønske. En del danskere er glade for Pattaya og Hua Hin, som ligger forholdsvis tæt på Bangkok. Her kan man nemt tage en taxi, leje en bil. Der er busser og minivans der fragter turister til disse byer i pendulfart.

Phuket lufthavn ved ankomst

Phuket lufthavn ved ankomst

Vil du på ferie i det sydlige Thailand kan det være en god idé at overveje at flyve fra Bangkok. Den mest brugte lufthavn er således Phuket internationale lufthavn. Fra Phuket kan man rejse videre til andre byer i syden. Der findes dog også lufthavne i Krabi, Koh Samui og så videre.

Phuket lufthavn er ikke specielt stor og der er ikke meget at foretage sig. Men man opholder sig sandsynligvis ikke ret lang tid i denne lufthavn. Det er normalt ikke et sted hvor man mellemlander og venter i flere timer på næste fly.

Før i tiden tog jeg minivans og busser, når jeg rejste rundt i Thailand. Det har naturligvis givet mig en masse oplevelser, på godt og ondt. Jeg er kommet til at kende mange kroge af Thailand og lært hvordan tingende fungerer herude. Men nu tager jeg stort set kun fly, hvis jeg skal længere afstande. Det er der to grunde til – dels er det blevet meget billigt at flyve rundt i Thailand og dels gider jeg ikke alt det bøvl med busserne/bruge tiden på det. Thailand er et stort land og fra Bangkok til Phuket er der omkring 8-900km. For slet ikke at tale om, hvis du skal fra Chiang Mai i det nordlige Thailand til Phuket. Dét er en lang tur i bus. Det magter jeg ikke længere. Det er bedre med et fly.

Fra Phuket lufthavn kan du rejse til stort set alle områder af Thailand. Derudover er der mange afgange til de omkring liggende lande, såsom Malaysia, Laos, Myanmar, Filippinerne, Vietnam, Singapore og så videre. Der er ruter direkte til Kina, Japan og Korea, da disse turister kommer meget til Phuket. Jeg har faktisk også lige booket en billet fra Phuket til Danmark, dog med mellemlanding i Mellemøsten.

Alt i alt vil jeg sige, at Phuket lufthavn er uundværlig for rejser i Thailand. I hvert fald for de der ønsker at rejse meget rundt og opleve landet.

Kort over Phuket - lufthavnen

Kort over Phuket – lufthavnen

Skal du holde din ferie i Phuket og vælger at lande her. Så vær opmærksom på, at lufthavnen er placeret i det nordlige Phuket, hvilket gør at du må have en taxi for at komme til dit hotel. Det kan tage lidt tid, da der ofte er en del mennesker i luftavnen. Men det er normalt ikke så slemt.

Turen fra Phuket lufthavn til dit hotel kan tage alt fra 20 minutter til flere timer. Det afhænger begribeligvis af, hvor du skal bo. Men også tidspunktet har noget at sige. Der er nemlig en del trafik i Phuket. (de udbygger dog vejnettet i skrivende stund, 2016. Således det skulle blive muligt, at komme hurtigere frem). Men regn med en times tid. Det er meget normalt til de populære områder.

For få år siden var der faste priser på disse ture, og de var meget dyre. Det er der blevet ryddet op i, efter militære tog magten i 2015. Nu er det igen normale tilstande på taxi området i Phuket. Men det er stadig det dyreste sted i Thailand at kører i taxi. Forvent en pris, alt efter din destination, fra 500 til 1000 baht. Jeg vil anbefale at du tager en normal taxi, med taxameter. De holder udenfor lufthavnen til højre. Limousinerne er ofte for dyre i forhold til dette. Du skal p.t. betale 100 baht i lufthavnsgebyr, når du tager en taxi herfra. Det er normalt. De skal betales oveni den pris du ender på meter måleren. Det er fair nok. Forsøg gerne have mindre sedler at betale med, da taxichaufføren ofte laver nummeret med, ikke at kunne betale dig tilbage på en 1000 seddel. Gi gerne drikkepenge til en god og ordentlig chauffør. 50-100 baht er fint, specielt hvis chaufføren kører fornuftigt og gider lette røven ud af bilen, når kufferterne skal ind/ud. Jeg giver aldrig noget, til en doven las der kun sidder og kæfter op hele turen – og dem er der en del af.

Der er lige nu forhandlinger i gang om at få bygget en letbane/BTS i Phuket. Den skal kører fra Phuket lufthavn til Chalong/Rawai. Hvis dette bliver til noget, bliver det dejligt nemt at komme rundt. Men nu skal der forhandles på plads – og det tager jo nok en del år at bygge. Men med tiden kan vi håbe, at det bliver en mulighed.

Hvis du ønsker at flyve rundt i Thailand fra Phuket eller til Phuket kan du blandt andet benytte; Nok Air, Thai Airways, Bangkok Airways og Air Asia. Jeg foretrækker Air Asia, da jeg ofte finder de billigste billetter og service er fin.