Livet i Thailand Rejse informationer

Phrom Thep Cape i Phuket

Phrom Thep Cape i Phuket
Skrevet af Dallemand

At Thailand siges at være et ferieparadis kan ikke komme bag på nogen, når man står ved Phrom Thep Cape i Phuket. Det er et eventyrligt smukt syn der møder en på toppen af bjerget.

På det sydvestlige punkt i Phuket ligger Phrom Thep Cape. For at komme dertil skal man køre op på et mindre bjerg, der ligger lige mellem Rawai stranden og Nai Harn stranden. Man kan kører hertil ad begge veje, da det er den samme vej der forbinder de to områder.

På toppen vil du sandsynligvis opleve en del turistbusser og ofte en masse asiatiske turister, der kommer i store grupper. Det er en del af oplevelsen. De fleste af disse turister er på en dagstur, hvor de vælter rundt som Lemmings og ser på Phukets seværdigheder.

Der er parkeringsmuligheder lige ved stedet. Vær dog opmærksom på, at det kan være fyldt godt op, specielt ved 18-19 tiden (solnedgangen). Men parkeringen er gratis, både for biler og scooter.

Phrom Thep Cape i Phuket

Phrom Thep Cape i Phuket

Der er mange der tager til Phrom Thep Cape for at nyde udsigten ved solnedgang. Det er faktisk en hel attraktion og det er med god grund. Det er billedskønt udover havet, med små øer og sejlbåde i baggrunden. Der er også mange lokale der tager herop for at få en romantisk aften sammen. Du kan gratis besøge stedet hele dagen – jeg ved dog ikke om det er muligt om aftenen, men ellers ligger der en anden lille udkigspost nær Phrom Thep Cape (følg vejen fra Phrom Thep Cape mod Nai Harn og du kommer til det), som du kan parkerer ved hele døgnet.

 

Rundt om parkeringsarealet finder du de vanlige Thai boder, som sælger lidt halløj. Små figurer, en paraply, solhat og en flaske vand. Der er ikke så meget, men lidt kan man da købe hvis man har lyst.

Phrom Thep Cape - elefanttempel

Phrom Thep Cape – elefanttempel

På toppen af udsigtsposten (gå op ad trapperne ved parkeringsarealet) kan du rigtig se udsigten og gå lidt omkring. Der er også et fyrtårn/lighthouse. Lige ved siden af dette lighthouse er der et buddhistisk mini tempel, som omkranses af elefantfigurer. Her kan de lokale bede og tænde deres røgelspinde.

Jeg vil sige, at du ikke skal tage på en tur udelukkende for at se Phrom Thep cape, med mindre du bor tæt på stedet. Skal du kører langt bør du nok overveje at lave noget mere på din tur. Stedet er hurtigt overstået og der er ikke så meget andet at lave, end at nyde udsigten. Det er der naturligvis også nogle der gerne vil i flere timer, men har du det som jeg, jamen så er 10-30 minutter rigeligt. Du kan med fordel tage en tur til Nai Harn strand hvor du kan bade og tage sol. Ellers kan du tage til Rawai Beach og spise din aftensmad.

Hvis du er til en lidt mere aktiv ferie i Thailand, kan jeg anbefale, at du tager cyklen op til Phrom Thep Cape. Det er godt nok på et bjerg, men det er til at overkomme. Ellers kan du trække om det bliver for stejlt. Jeg selv løber denne rute af og til og du kan også med nydelse tage gåturen over bjerget. Start ved Rawai Beach, gå ad vejen mod bjerget til Phrom Thep Cape. Nyd udsigten og husk at drikke vand. Gå videre af vejen mod Nai Harn. Efter et stykke kommer du til Yanui Beach, hvor du kan spise noget frokost og købe noget at drikke. Du kan tage en dukkert ved stranden og blive kølet lidt ned. Fortsæt herefter ad vejen og du ender ud ved Nai Harn stranden (2-300 meter derfra). Når vejen ”slutter”/kommer et kryds skal du dreje skarpt til venstre lige ved de små ”templer” i vejkanten og gå de cirka 2-300 meter og du er ved havet. Her kan du nyde resten af dagen ved vandet og spise på de små restauranter. Du kan booke en taxi eller tage en bus tilbage til Rawai, eller hvor du nu holder til. Turen er vel omkring 6km og det er varmt. – husk solcreme. Der er ingen stier eller fortov, du går på vejen. Vær opmærksom på trafikken. Men en fin tur for de aktive og så går tiden med det, i stedet blot at tage en bus og kører hjem igen efter 20 minutter.

Phrom Thep Cape - Lighthouse

Phrom Thep Cape – Lighthouse

Jeg vil absolut anbefale at du besøger dette kønne sted – jeg ser og besøger det dagligt, men nyder det lige meget hver gang.