Om Dallemand

Dallemand er kaldenavnet på en ung herre fra Danmark. Han er i slut 30erne. Født og opvokset Jylland, hvor de fleste år blev tilbragt i Aarhus.
København har desuden være hjemsted for en periode – men selvom Dallemand kan lidt enorme byer, blev København aldrig hans ven. Byer som Bangkok og Manila falder mere naturligt. Det er her Dallemand føler sig tilpas.
Dog skal det nævnes, at Dallemand på sine gråhårede dage, er begyndt at drage ud i de mindre byer, hvor der er mere ro og hvor man ej behøver stryge skjorten hver dag.

Dallemand lancerede sit forhold til rejser, sammen med forældrene. tilbage i 80erne, hvor man var iført lilla træningsdragt og campingvognen blev anvendt, til at føre os til det meste af Skandinavien og Europa.
Senere i 90erne tog charterturene til sammen med familien. Det blev blandt andet til grisefest på Mallorca og ture til Grækenland. Af andre, om end mere håbløse rejsemåder, kan nævnes; busture til Harzen og de tyske grænsekiosker ej at forglemme. Med tonsvis af slik, dåse cola, 7up, dåsebajere og kilovis af sukker til julebag.

Man kan fastslå, at Dallemand er født i en tid, hvor rejserne begyndte at eskalere for Familien Danmark. Når vi ser tilbage på disse farter og rejser, kan vi tænke – hvorfor gad vi det!? Men det var tiden, og det var nu meget fedt på trods af tvivlsomme restepladslokummer, køresyge, ildelugtende telte samt røvsved i litervis, grundet en steghed bil i 89 timer, uden air con og nu dags bekvemmeligheder. Jo, Dét var tider! Glemte jeg at nævne – vi havde ikke Playstation, iPads, tv eller andet lir. Det var Anders And blad og hvis batterierne virkede Tetris i sort hvid.

Senere blev studierne samt abefesterne det afgørende i Dallemands livsvej. Det var hyl, ingen tvivl om det. Men udlængslen begynde at melde sig for alvor. Dallemand fornemmede, at han skulle ud at se mere. Møde verdenen. Det er siden da, blevet en del af Dallemands liv, at rejse og tage på eventur.
Dallemand er ikke nødvendigvis den allermest vidtbefarne, men nogle lande er det da blevet til.

Pt. er Dallemand bosat i Thailand, hvor han nyder livsvejen og hver eneste dag glæder sig over, at have trukket farvelbilletten på folkeregisteret.

Om Dallemand bosætter sig permanent i Danmark igen, er tvivlsomt. Men han tager gerne på en ferie – Danmark er jo et dejligt land, trods alt.

 

Har du behov for at kontakte dallemand kan dette gøres på contact a dallemand.com