Livet i Thailand Sport i Thailand

Løberuter i Rawai og Nai Harn

Løberuter i Rawai og Nai Harn
Skrevet af Dallemand

I Thailand er der rig mulighed for at dyrke sport. Jeg har kastet mig over løb, da det passer mig bedst. Dels kan jeg godt lide at løbe og dels er det nemt at gå til. Man skal ikke have en masse gear eller medlemskaber – man skal bare have sine sko og noget løbetøj. Hvilket minder mig om, at jeg snart skal have skiftet det hele da det er ved at være slidt op… det er nok varmen.

Tidligere har jeg boet i Bangkok og Rayong. Bangkok er jo hovedstaden og det var ikke så nemt at finde gode steder at løbe der. De var der, men det var besværligt at komme frem og tilbage. Derfor blev det mest til løbebånd, hvilket sådan set var fint nok. Men brugte man de løbebånd hvor jeg boede, gik de i stykker når man kom over 9km/t. Ordentlige løbebånd er der i alle de støre fitness klubber i Bangkok. Men det var ret dyrt. I omegn af 500 kroner per måned og opefter.

I Rayong var det nemt nok, men det blev hurtigt ret kedeligt at løbe i rundkreds på 500 meter baner. At løbe i gaderne synes jeg ikke om, da det var for mange gadehunde.

Nu bor jeg så i Phuket. Her er der en anden natur og jeg synes det er bedre at løbe her. Det er fedt. Jeg har naturligvis ikke været i alle kroge af øen endnu. Phuket er en stor ø med mange forskellige områder.

Jeg kommer mest i det sydlige Phuket. Her er mere roligt og ikke så mange stive russere. Normalt løber jeg i Nai Harn. Der er nogle fine løberuter i Nai Harn. Man kan vælge at løbe fra Rawai til Nai Harn. Dog vælger jeg at tage scooteren og løber således kun i Nai Harn.

Løberuter i Nai Harn

Løberuter i Nai Harn

Lige ved havet (Nai Harn Beach) er der en kunstig sø. Den er blevet bygget for at tage vandet fra eventuelle oversvømmelser og højvande fra havet. Det har de lavet ret godt og ruten omkring søen er 2km, hvis man løber på fortovet. Det er ganske fint. Så kan man lige nappe en 5-6 omgang der. Og går man kold på grund af varmen, jamen så er der jo kort vej ”hjem”.

Husk at tage vand med. Det er meget varmt at løbe i Thailand og der skal altså noget væske i kadaveret. Det er en af mine store udfordringer. At få væske nok mens jeg løber. Du kan godt købe noget vand lige ved siden af templet som ligger ved søen, men tá hellere selv noget med. På én times løb taber jeg omkring 2.5-3 liter væske herude. Her er vanligt 29-40 grader. Middel ligger nok omkring de 32 grader. Løb om morgenen (inden 8-9 stykker) eller ved 17-18 tiden. Der er der den bedste løbe temperatur og solen er ikke alt for hård.

Jeg træner også bjergløb i Phuket. Lige ved siden af søen i Nai Harn (på højre side når man har havet i ryggen) går der en vej op i bjergene (der ligger et mini tempel lige ved starten). Her kan du med fordel træne dit bjergløb. Du løber direkte på vejen og der er skarpe sving, så pas på trafikken. Det er heldigvis ikke den mest befærdede vej, men der er nogle udsigtsposter og templer på toppen af bjerget. Så der kommer en del turister og busser. Du kan vælge at løbe et par km op og tilbage igen. Lige p.t. er der faktisk skrevet afstandsmarkører på affalten. Men de forsvinder nok igen. Tager du turen fra bunden ved templet/søen og løber op til det templet med udkigsposten (der holder busser og der er en masse kinesere der vælter rundt) og tilbage igen. Så er ruten 5km. Og den er hård! Der er nogle grumme stigninger og de gør også nas, når du løber ned igen. Du kan også vælge at løbe hele ruten og fortsætte ved templet på toppen, så ender du ved Rawai Beach. Den rute ved jeg ikke hvor lang er. Men jeg overvejer at prøve den en dag.

Ellers er der mange andre forholdsvis stille veje og løberuter i Rawai og Nai Harn. Men det er en smagssag. Jeg er bange for gade hundene og holder mig derfor til de mere sikre steder. Der er løse hunde omkring søen ved Nai Harn, men de er vandt til løbere, og gør ikke noget.

Nu har jeg tilmeldt mig et par løb i det nordlige Phuket – et 10 mile run og Phuket maraton (tager en halv i 2016, måske en hel næste år).  Jeg har lige været til Expo for 10 mile run her til morgen og det område er ret lækkert. Der ligger et stort center kaldet Thanyapura, som er fortrinsvis for triatleter. Der afviser jeg ikke, at jeg kunne finde på at opholde mig noget mere i fremtiden. Fede ruter i naturskønne omgivelser.