Livet i Thailand Strande i Phuket

Kata Noi stranden i Phuket

Kata Noi Stranden
Skrevet af Dallemand

En af de lidt mindre strande i Phuket er Kata Noi stranden. Den ligger lidt gemt af vejen og kan være lidt svært at finde, hvis man ikke er stedskendt. Vi er nu i det sydvestlige Phuket i området Karon. Lige ved siden af Kata Noi, ligger også Kata Beach og Karon Beach, som begge er væsentlige støre og mere besøgte.

Kata Noi og Kata Beach i Phuket

Kata Noi og Kata Beach i Phuket

Når man, som jeg tidligere har beskrevet, står på Karon View Point og nyder det eventyrlige syn udover landskabet, så kan man se netop Kata Noi Stranden. Det er den første strand man kan se. De andre to er Kata Bech og Karon Beach. Dem kan du læse mere om i andre posts.

Kata Noi strand er særlig kendetegnet ved den stejle og lange trappe man ofte benytter, for at komme ned til stranden. Man kan også komme andre veje til stranden, men det er typisk gennem hotellerne, som ligger førsteparket til stranden. Er man ikke gæst på disse hoteller, kan man komme ned til stranden ved at bruge denne lange trappe.

Jeg synes Kata Noi stranden er ganske lækker. Jeg er jo mest til de mere rolige strande, uden alt for mange mennesker. Denne strand er nogenlunde hvad det angår. Det er ikke den største strand på Phuket, men alligevel stor nok til at være ganske populær.

Badevandet ved denne strand er også i top. Her kan du sagtens bade og have børn med. Pas dog på strømmen alligevel. Der kan være kraftige strømninger.

Trappen til Kata Noi Beach

Trappen til Kata Noi Beach

Jeg husker for flere år siden, da kom jeg til Kata Noi stranden i Phuket. Det har været omkring 2004. Jeg var kun kort på stranden, men husker den ret tydeligt – grunden til det er, at der var lokale thaier der spænede op og ned at den lange stejle trappe. Med parasoller, liggestole og andre ting de skulle bruge til turisterne langs vandet. Det var imponerende at de kunne holde til det. Det var jo ikke bare én gang de skulle op og ned. Det var dagen lang. Fra solopgang til solnedgang. Desværre er den tid forbi – der er, som før nævnt, ingen liggestole på strandende i Phuket længere. Det er ned at rode i sandet. Super fedt! Specielt for de ældre badegæster. Vi får se, om der kommer en rationel løsning på dette engang. Lige nu er der vist ikke udsigt til det.

 

 

På langt de fleste strande er der ikke toiletter. Ofte må man op på restauranterne og betale lidt for at bruge deres toiletter. Men ved Kata Noi er der faktisk 2 toiletter. De ligger oppe ad trappen. Cirka midtvejs er der et til Herre og et til Damer. Bevares, de er squ ikke super lækre eller rengjorte. Der er ingen papir eller andet. Men de er dér – og de er gratis.

Kata Noi Beach - ingen liggestole

Kata Noi Beach – ingen liggestole

Alt i alt er Kata Noi Standen en fin familie badestrand. Bestemt et besøg værd.