Livet i Thailand Rejse informationer

Jeg flytter til Thailand

Det er smukt i Thailand
Skrevet af Dallemand

Således lød beskeden til familien i Danmark, for nogle år siden. Det var en beslutning, der var længe undervejs. Det var ej blot en forbipasserende idé. Det var en realitet. Det blev modtaget pænt, men begribeligvis ville familien hellere, at jeg blev hjemme.

Tidligere har jeg rejst meget. Både på korte rejser og længerevarende rejser. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, for den nærmeste familie, da jeg besluttede mig for, at rejse permanent fra Danmark og bosætte mig i Thailand.

Hvorfor blev det Thailand – det er der mange grunde til. Dels har jeg rejst meget i landet og har en bred ekspertise om landet. Og dels fungerer de fleste ting i Thailand tilfredsstillende. Det være sig, at finde en lejlighed og få Internet. Det er ikke fejlfrit, det ved de fleste der har været i landet. Men det fungerer bedre end eksempelvis Cambodja, Laos eller Filippinerne. Klimaet i landet har naturligvis også en tiltrækkende effekt på mig og jeg trives godt i kulturen her.

Immigrationskontor bangkok

Immigrationskontor bangkok

At flytte til Thailand er ikke noget man bare lige gør. Der er mange refleksioner bag sådan en beslutning. For slet ikke at tale om det praktiske, såsom at få et visa til Thailand. For år tilbage var det særdeles enkelt at få visa. Men tiderne har ændret sig, og der kan være en del udfordringer, som det ser ud nu. Men det kan lade sig gøre, hvis man gider undersøge reglerne. Hertil skal nævnes, at du bør være opmærksom på, at der findes en del blogs, forums og andet diskutabelt materiale på Internettet – det er ikke altid det bedste materiale, at sætte sin lid til. Du kan bruge det som grundlæggende information og inspiration, men brug nu tiden på at sætte dig ordentligt ind i de officielle love, samt den aktuelle situation i landet. Ting har det med at ændre sig, som man siger.

Der er adskillige danskere der har drømme om at bo i Thailand. Måske har en del været på en 3 ugers rejse og finder landet perfekt. Det er det også for nogle, men der er skam også en bagside af medaljen.

Ikke alt er så rosenrødt som mange antager. Klichéen om, at alle er flinke, tilsmiler og er gode ved dig holder simpelthen ikke. Der er mange blåøjede mennesker der flytter herud – en del får en slem overraskelse, når dagligdagen melder sig.

Hvorfor besluttede jeg mig for at rejse til Thailand og bosætte mig? Det er svært at svare på. En kort version må være, at jeg har en udlængsel i mig, som ikke sådan lige går væk af sig selv. Jeg trives bedre i asien. De danske kulturmønster er ikke perfekte for mig – selvom der er ting jeg længes efter, så som familien, vennerne og af og til trygheden.

Min far spurgte engang, meget bekymrende; Hvem skal du så snakke med derude? Du kender jo ingen og bliver helt alene! Tja – Når man rejser meget og vælger at bosætte sig i et andet land, finder man ud af, at vi i Danmark reelt er særdeles reserverede. Det er væsentligt vanskeligere at træffe nye venner i Danmark, hvis du flytter til en ny by, end det er i eksempelvis Thailand. Forskellen er, at her i landet (og i mange andre asiatiske lande) er vi/tilflytterne meget åbne. Vi finder sammen og får venner og bekendte. Det er noget lettere end i Danmark. Man bør dog være opmærksom på, hvilke venner man ønsker og hvad samværet skal være. Det er meget nemt at falde til patten, sidde på en pub og høvle bajere hver dag – men det er måske ikke så smart i længden. Det er i hvert fald ikke det jeg ønsker i hverdagen.

Når du vil flytte til Thailand bør du naturligvis gennemtænke, hvad du vil lave herude. Har du en pension og er over 50 er det jo ligetil. Flyt og nyd livet herude. Men er du under 50 og har du ikke uanede aktiver, så skal du antageligvis lige tænke over, hvordan du vil opretholde en tilværelse herude.

Mange har den opfattelse, at det er billigt at bo i Thailand – det er det også. Det er faktisk så billigt, at det bliver dyrt! Forstået på den måde, at du selv skal betale for alt. Bolig, forsikring, flybilletter, visa, mad, eventyr for bare at nævne lidt. Dertil kommer, at Thailand er i vækst og alt bliver dyrere og dyrere herude – alt lige fra sko til bolig og mad. Sagt på en anden måde; Det er dyrt at leve i Thailand.

Afslutningsvis vil jeg dog sige, at drømmer du om at flytte til Thailand. Så gør noget ved det. Sæt sagerne i system og gå målbevidst efter din drøm. Det kan måske ikke lade sig gøre, at flytte i næste uge, men om et år? Du er velkommen til at læse nogle af mine andre artikler, som, blandt andet, vedrører visa problematikken, økonomien, lejligheder i Thailand.