Nepal

Hvad koster en guide i Nepal?

Guide fikser trekking tilladelser
Skrevet af Dallemand

Mange der tager på trekking i Nepal, vælger at benytte en guide. Men hvad koster det og hvordan finder man en god guide?

Der er flere måder at trekke på i Nepal samt mange forskellige distrikter. Der er rigtig mange der vælger at trekke alene, altså uden en guide. Dette primært for at spare penge. Og ja – der er penge at spare ved at gøre det hele selv, det er klart. 

Personligt ville jeg aldrig tage på en trekking tur i Nepal uden en guide – eller i det mindste en porter. Jeg er en idiot til at finde vej efter et kort – og jeg finder tryghed i, at have en guide med, hvis der skulle opstå uheld eller sygdom. Hvilket ikke er sjældent!

Naturligvis er der trekking ruter, som er mere enkle end andre. Nogle kan sikkert fint klares uden guide. Det trek jeg var på (Everest three pass + Kalapatar, Everest Base Camp, Gokyo Gi og Gokyo Lakes), var af lidt svære grad. 

Jeg ville nødigt have været af sted uden min guide.  Men jeg mødte flere, som vandrede den alene… de fulgte ofte efter andre, som brugte en guide. Er det så helt fair? Man kan vel se det som at snylte på andre, der betaler for deres guide. Dem om det! 

Desuden fikser en guide mange ting for dig. Alt efter hvad du ønsker. De kan fikse fly- eller busbilletter i Nepal. De kan sørge for de forskellige trekking tilladelser til de forskellige områder. De kan hjælpe dig, hvis du kommer i nød. De ved (de godkendte guides) hvad de skal gøre i akutte situationer. De kan booke dit værelse og hjælpe dig med maden, vandet og hvad der nu ellers er behov for undervejs.

Men hvad koster en guide og er der forskel på typerne?

Der er i hovedregel tre forskellige typer du kan vælge mellem:

En godkendt guide: 

En godkendt guide, der har gennemgået en vis form for træning og har tilladelse fra regeringen til at guide på forskellige treks. 

De kan være uddannet og godkendt til flere forskellige ting. Hvad du har brug for, må du finde frem til, alt efter dit trek. 

Min guide var certificeret klatreguide. Altså en guide der bliver brugt til decideret teknisk bjergbestigning. Det havde jeg ikke brug for, men jeg bookede gennem en agent og fik tildelt min guide. Desuden var han certificeret trekking guide og mountainbike guide. Han kunne guide i flere forskellige områder af Nepal. Det kan være en fordel, at vælge en guide der er lokal kendt.

Sådan en guide vil i 2018 normalt koste fra $25-40 per døgn. De forventer også lidt drikkepenge, men det er op til dig, hvad du mener de fortjener. 

Du kan bede om at se deres id-kort/guide certifikat, hvis du ønsker det. Jeg bad ikke om at se det, men jeg så det alligevel, da han blev kontrolleret i et check-point undervejs.

Vær opmærksom på, at der er Themal findes en del uautoriserede guides, som forsøger at sælge sig billigere. De er ofte ikke godkendt af regeringen. Vælg dem der er godkendt, så du undgår problemer undervejs!

En guide vil normalt ikke hjælpe dig med at bære din oppakning – det må du selv klare. Eller hyrer anden form for hjælp. Jeg bar selv mine 15kg i 18 dage – jeg blev tilbudt hjælp en gang over et bjergpas. Her ville min guide gerne bære min sovepose – men jeg takkede pænt nej.

En Porter-guide:

Dette er en lidt billigere løsning. Her får du en person, som er i gang med at uddanne sig til guide, men ikke er det endnu. En porter-guide i Nepal taler ofte ringe engelsk. Til gengæld hjælper han dig med at bære noget af din oppakning, hvilket jeg forestiller mig, kunne være behageligt i visse områder. Du må spørge på forhånd, hvor mange kg de vil tage for dig. Jeg mener det er omkring 7-15kg per person, men jeg er i tvivl. 

En porter guide hjælper dig normalt ikke med at booke værelser, fly- og busbilletter. Normalt vil de blot vise dig vejen og hjælpe med at bære din oppakning. Så kan man naturligvis være heldig, at få en der hjælper mere end andre. Eller en der er bedre til engelsk end andre. Men du skal ikke satse på det. 

Jeg vil mene, at en porter-guide er til dig, der kender lidt til trekking og området du vandre i. Til en der blot ønsker lidt hjælp og en smule vejledning.

For mig var der ingen tvivl om, at jeg ønskede en, der kunne hjælpe med at bære min oppakning. Men jeg valgte at bære det hele selv og benytte en guide i stedet. Jeg ville hellere have flere informationer og historier om området, kulturen og landet mens vi gik. Det fik jeg med min guide.

En porter-guide kostede i 2018 omkring $20-30.

En porter:

En porter i Nepal - her ses en normal oppakning de slæber rundt med

En porter i Nepal – her ses en normal oppakning de slæber rundt med

Er du mere erfaren og dygtig til at finde vej og bruge kort. Så kan du vælge en porter. Typisk en mand der hjælper dig med at bære alt dit grej. De bliver ofte brugt, når folk går i større grupper eller når der skal camperes i det fri samt laves mad undervejs. Her har man behov for hjælp til at bære alt grejet. De taler ofte kun en smule engelsk.

En poster koster typisk i 2018 fra $15-20.

Det var de tre typer du har at vælge imellem. Det er smag og behag hvad folk bedst kan lide. Jeg er klart tilhænger af en guide, da man som sagt for mere info om landet og så videre. Skulle jeg af sted igen, sammen med nogle venner. Så ville jeg leje en guide OG en porter eller to. Jeg havde ikke problemer med at bære min oppakning. Men det var super fedt, at vandre uden rygsækken, på de 2-3 dagsture vi havde undervejs.

Ønsker du en kvindelig guide i Nepal – så er det muligt. Jeg ved ikke hvor udbredt det er og hvor nemt det er at finde en. Men de findes. Flere kvindelige trekkere benytter sig af denne løsning. Du må spørge dig frem på hotellet eller trekking forretningerne i Themal.

Hvordan finder du så en god guide? – tja… det ved man aldrig før man er på turen. Min guide var rigtig god og vidste mange ting om området. Jeg følte mig tryg. Men han havde en tendens til at blive ”væk” om eftermiddagen og aftenen. Senere fandt jeg ud af, at han drak og højest sandsynlig var pisse fuld. Det var grunden til, at jeg ofte ikke så ham efter dagens vandring var overstået. Én dag ”glemte” han, at jeg ikke skulle opdage det. Og kom sprit-hamrende stiv ind i spisesalen det sted vi boede. Her blev han smidt ud af de lokale to gange, da han teede sig dårligt. Den var ikke heldig! (der røg hans drikkepenge i øvrigt).

Jeg havde udtrykkeligt bedt om, at den guide jeg fik ikke drak (for meget) eller tog stoffer. Desværre ved man det ikke, før man er på turen. Heldigvis havde jeg ikke brug for min guide efter vores daglige vandring var overstået – men… hvis jeg havde det. Så er det squ ikke smart, at guiden er patte-stiv. Så husk at nævn det, når du booker dit trek, hvis du ikke ønsker din guide drikker (ikke at det hjælper, men så har du da gjort dit).

Man kan finde uafhængige guides i Themal. Nogle gange direkte på gaden. Ellers kan du spørge på dit hotel, om de kender en god guide. Eller i tøjbutikkerne. De kender 100% nogle. Jeg købte mit trek inkl. guide hos en forhandler. Også i Themal. Du skal bare gå ind at spørge lidt forskellige steder og fortælle hvad du ønsker. Så giver de dig en pris.

Guide i Nepal viser vej - foran ses en porter der har dobbelt rygsæk

Guide i Nepal viser vej – foran ses en porter der har dobbelt rygsæk

Jeg var som sagt glad for, at jeg havde en guide med. Det sparede mig for mange spekulationer. Man er vel lidt små-doven. Jeg gad ikke bakse med flybilletter fra Kathmandu til Lukla. Jeg gad ikke vælte rundt og lede efter et sted at overnatte.  Jeg overlod også licenserne og alt det der, til guiden. Faktisk stod han også for at betale mit mad undervejs (da jeg bookede en tur med mad samt overnatning inkl.). Alt det tog guiden sig af og jeg havde 100% tid til at nyde turen i stedet. Men jeg ved, at nogle bedst kan lide at gå alene og sørge for det hele selv. Smag og behag.

Jeg har skrevet nogle tips til rejser i Nepal. Den kan du læse i artiklen: 10 gode råd til rejser i Nepal

Jeg håber du kunne bruge mine info og får en god tur.