Livet i Thailand

Hua Hin

Stranden Hua Hin
Skrevet af Dallemand

Hua Hin er en af Thailands populære turistbyer. Byen er let tilgængelig, hvis man tager et fly til Bangkok – herfra kan man komme til Hua Hin med taxi eller bus og tog, om man ønsker det. De fleste vælger en taxi eller også tager de med en bus i forbindelse med pakkerejser.

Hua Hin ligger placeret omtrent 2-3 timers kørsel syd for Bangkok, alt efter trafikken. Byen er meget velholdt og fremstår pæn og ren – her tænker jeg på gaderne, vejbelægningen, planterne og blomsterne i vejkanten etc. Den vigtigste grund til, at byen er dejlig indbydende er, at Hans Kongelige Højhed benytter byen som sommer residens.

Byens navn Hua Hin betyder direkte oversat; Hoved – Sten. Hua=hoved og Hin=Sten. Hvorfor det? Ser man på stranden forstår man – i vandkanten og ude i vandet er der mange store klipper. Ikke at det ødelægger den fine strand, men det giver stranden noget personlighed.

Togstationen i Hua Hin

Togstationen i Hua Hin

Mange kender nok byen for den fine og særprægede togstation. Det er noget de fleste turister vælger at besøge, når de er på ferie i Hua Hin. Denne togstation er helt speciel og der findes ikke mange tilbage af den slags rundt i verden. Selve bygningerne, som er lavet af træ er blevet genopført i Hua Hin i 1968 efter en model fra royalt byggeri i en anden provins. Som turist kan man gratis tage til denne togstation og nyde synet. Der er dog ikke meget at foretage sig, end at tage et par billeder og købe sig en vand. Men pænt er det.

I år, 2015, er Hua Hin blevet kåret som den provins i Thailand der har de dyreste kvadratmeter priser. Skal man købe et hus eller en Condo her, må man til lommerne. Det er dyrere end Phuket og Bangkok – som i sig selv er blevet dyre nok.

Stranden i Hua Hin er speciel – den er som nævnt kendetegnet med de store klipper langs vandet. Stranden er 6 kilimeter lang, hvilket gør den til et lækkert sted at opholde sig. Man kan gå sig nogle lange ture, hvis man keder sig under solbadningen. Stranden og vandet er desuden tilflugtssted for mange der elsker vandsport. Det er muligt at fiske, man kan Kite surfe, da der normalt er gode vindforhold og en lang strækning at surfe på. Der er mulighed for snorkling og PADI dykning. Du kan også købe en ridetur på hestene, som er en af varemærkerne her på denne strand.

På landjorden har Hua Hin også meget at byde på. Byen er ikke voldsom stor, men der er alligevel lidt af det hele. Der er et kendt Night Marked, som mange besøger – lokale som turister. Personligt finder jeg dette marked alt for stressende. Der er simpelthen for mange mennesker til min smag. Jeg ser ingenting, da jeg har travlt med at se op, for at undgå at få en teltpæl i hovedet, jeg har travlt med at se ned, for ikke at vælte i et hul og jeg har travlt med at se på menneskerne for at undgå kollision. Det er ikke min smag – men det er et fint marked og mange elsker det.

Ellers findes der templer, Fitness, Bar, Damer, Kampsport, Restauranter, Massage, Golf med videre. Der er stort set alt inkl. mange danske turister.