Sport i Thailand

Halvmaraton i Rayong Thailand

Rayong Marathon
Skrevet af Dallemand

I Thailand er der stort set diverse løb hver eneste dag – hvis man har lyst og ved hvordan man finder frem til dem. Det er ikke altid nemt, da de lokale løbesider ofte kun er skrevet på Thai. Jeg plejer normalt at booke gennem et site der hedder gotorace .com. Her har de en del løb. Både normale og trail løb. Derudover har de mange triatlon arrangementer på deres liste.

Mit sidste løb var den 1. oktober i Bangkok. Det var et halv marathon der støttede knogleskørhed. Det var sjovt at prøve at løbe i Bangkok, men denne gang var jeg på udkig efter noget lidt andet – nemlig et løb ved havet.

Denne gang fandt jeg frem til et marathon løb gennem en thai side. Jeg vidste, at der skulle afholdes et Marathon i Rayong eller rettere Ban Phe (tæt ved Kho Samet). Jeg bor nær ved denne by og ville derfor gerne deltage i løbet. Dels ville jeg gerne støtte lokalt og dels kunne jeg slippe for transport og hotel. Bare af sted på scooter og løbe.

Jeg fik booket et startnummer og jeg skulle betale det samme som de lokale – endelig et løb der ikke forskelsbehandler. Det var fedt. Jeg er ret irriteret over, at jeg ofte skal betale 3-4 gange så meget som de lokale – jeg mener, hey … jeg slider jo ikke ret meget mere på vejene end de gør (mange lokale løbere jeg har talt med, mener heller ikke at det er rimeligt med de forskelspriser i  Thailand.

Rayong Marathon

Rayong Marathon

Anyway – jeg fik booket startnummeret og i den forbindelse fik jeg muligheden for, at få tilsendt startnummeret samt løbetrøje med posten (mod egenbetaling, naturligvis). Det er første gang jeg har oplevet det. Storartet ikke at skulle køre til stedet dagen før, for at hente sagerne i Expo. Grunden til denne mulighed var nok, at der ikke var chip-timing på løbet. Derfor heller ikke nødvendigt at tjekke om chippen virker og navnet er korrekt. Ruten var i øvrigt en ud-hjem rute og ved u-turn fik man en hår-elestik som bevis på, at man havde været der (forskellige farver bånd til forskellige distancer, som så skulle vises før man fik sin fine medalje ved mål).

Rayong Marathon var af middel størrelse. Jeg tror der var cirka 450 deltagere til marathon og 5-600 til halv marathon. Derudover en 4-5000 til de kortere løb på 10-5-3 km.

Rayong Marathon blev afholdt 26. November og jeg skulle starte løbet kl. 05:30 (hel marathon kl. 03). Som altid starter disse løb tidligt, grundet varmen om dagen. Som jeg har været inde på tidligere er dette både godt og skidt. Det er dejligt, at der kun er en 25-27 grader. Men ikke heldigt med døgnrytmen og spisning op til løbet. Men pyt – ved en halv marathon gør det ikke så meget. Det klarer man sig igennem. Men jeg synes bestemt det var slemt, da jeg skulle løbe Pattaya Marathon i september (hvilket mine tånegle i øvrigt stadig lider under).

Jeg stod op kl. 03. Fik et bad og lidt at spise. Kørte hjemmefra på scooter kl. 04 og ankom til Ban Phe omkring kl. 04:30. Jeg skulle parkerer et stykke fra start og gå eller tage bus resten af vejen. Der var ikke så langt, så jeg valgte at gå. Så fik jeg også lidt opvarmning.

Løbet blev skudt i gang og der var rigtig god stemning. De første par km var lidt trivielle, da det blot var fra starten ved Rayong akvariet og ud til kysten. Men her blev det til gengæld ret lækkert. Der kom en let brise fra havet og man kunne efter en god times løb se solen stå op ud over vandet. Vejen vi løb på ligger kun 20 meter fra vandet (hele vejen). Det var en rigtig smuk løbetur, synes jeg. Kilometerne gik ret godt og der var vand hver 2. km. Koldt vand og energidrikke. Jeg tror der var noget frugt halløj visse steder også.

Tiden var fin nok – omkring 2 timer og 10 minutter. Jeg er jo ikke en super hurtig løber og jeg er nødt til at løbe lidt langsommere herude på grund af varmen/luftfugtigheden. Der svedes max! Men jeg er tilfreds og kom godt i mål efter en flot og hyggelig tur.

Medalje Rayong Marathon

Medalje Rayong Marathon

Ved målområdet var der som vanligt en masse madboder, hvor man kunne få noget gratis ris-ting og så videre. Dog var der utrolig mange mennesker som stod i kø oven i hinanden. Jeg talte lidt med et par thai venner, som også havde løbet og derefter valgte jeg blot, at gå tilbage til min scooter og daffe hjemover, for at hvile stængerne … og for at vente på at spise pizza til aftensmad.

Alt i alt vil jeg kun anbefale dig at prøve Rayong Marathon, hvis du skulle komme på de kanter på ferie eller andet næste gang det afholdes.