Livet i Thailand Rejse informationer

Dansk mad i Phuket

Flæskesteg i Phuket
Skrevet af Dallemand

Thai Food er ganske udmærket og jeg spiser det dagligt. Men nogle gange får man bare lyst til Dansk mad i Thailand. Selvom der er 35 graders varme, sidder man og tænker på flæskesteg og brune kartofler. Det sker ikke så ofte for mig – men af og til bliver jeg bare nødt til at spise noget mad jeg er opvokset med.

I Thailand er der mange muligheder for at få vores danske mad. Du kan få dansk mad i de fleste støre turistbyer, så som Hua Hin og dansk mad i Pattaya.

Menukort fra Restaurant Rundetårn i Phuket

Menukort fra Restaurant Rundetårn i Phuket

Dansk mad i Phuket er også muligt. I går aftes tog jeg et smut ind for at prøve en restaurant i Patong. Restauranten ligger i en sidegade direkte på Bangla Road.  Jeg bor i Rawai og der er et godt stykke vej til Patong, hvor jeg ville spise. Men hvad gør man ikke, for at få lidt lune frikadeller og smørrebrød.

Hvis du vil spise her, skal du bare finde Bangla Road i Patong, Phuket. Hvis du ikke allerede kender gaden, kan du bare spørge enhver lokal. Bangla Road er kendt på hele øen. Det er bar gade af de helt store i Thailand og er ikke just kendt for mad, men snare druk og damer. Men der ligger altså en del restauranter i Bangla Road også. Du går på selve hovedgaden og kigger efter en mindre sidegade (komme du nede fra Patong Beach, ligger den på din højre side et godt stykke oppe af Bangla Road). Pas på du ikke ryger på stripbar i stedet. Men der er ikke så mange direkte sidegader, så du finder det nok.

Restaurant Rundetårn i Patong

Restaurant Rundetårn i Patong

Restaurant Rundetårn er navnet. Et hyggeligt lille sted med venligt personale og god stil. Når du kommer til stedet vil du sikkert føle dig hjemme, da mange gæster sidder og taler dansk. Nu bor jeg herude i Thailand og det er ikke hver dag jeg hører dansk eller for den sags skyld taler det. Derfor er det lidt specielt – og rart at komme på Restaurant Rundetårn og lytte til de velkendte toner.

Jeg blev budt velkommen af ejeren, går jeg ud fra, med håndtryk og et velkommen til.  Jeg sad lidt og bladrede i menuen ved mit bord med den klassiske rødternede dug. Man kan få det meste her. Lige fra Brændende kærlighed til forloren hare til smørrebrød og boller i karry. En ostemad kan man skam også få. Der mangler ikke noget. Udvalget er godt.

 

Da jeg kom på en søndag, havde de deres vanlige søndags menu. Flæskesteg med alt tilbehør. Hvide og brunede kartofler. Tyk brun sovs og sprødt svær. Det eneste der manglede for at fuldende mit behov var asier. Det hører sig til, men der var så syltede agurker i stedet. Det var fint nok. Maden var rigtig god og jeg nød hver en bid.

Alt i alt synes jeg Restaurant Rundetårn i Patong er et glimrende sted, hvis du søger dansk mad i Phuket. Jeg kommer helt sikkert igen – måske inden længe, for der var nogle andre retter jeg fik lyst til. Men jeg kunne jo ikke spise mere, efter den omgang flæskesteg.

Velbekomme