Livet i Thailand Rejse informationer

Central Festival Phuket

Indgangen til Central Festival i Phuket
Skrevet af Dallemand

I Thailand kan man som regel købe alt hvad hjertet begærer på ethvert gadehjørne. Lige fra mad og kunst til ”Rolex” ure og T-shirts. Men nogle gange skal man bare bruge noget helt specifikt. Eller man vil gerne være sikker på, at købe en god kvalitet og måske et specielt brand. Eller som nogle, er du måske glad for shopping på din ferie. Det kan Thailand sagtens tilbyde dig, hvis du bare ved hvor du skal gå hen. I Bangkok er det nemt nok. Her er der et hav af store supercentre, hvor du kan købe alle de førende mærkevarer. Men i provinserne kan der være langt mellem disse shopping centre… i hvert fald med de internationale brands.

I Phuket findes der nogle stykker af forskellig kvalitet. Der ligger et udmærket center i Patong, som jeg vil beskrive ved anden lejlighed. Her kan købes tøj, sko og så videre. Samt der er rigtigt godt at spise.

Men der ligger et andet mall i Phuket. Det hedder Central Festival. Her kan du tage hen, hvis du trænger til internationale brands og lækkert indeklima med aircon. Det er rart nok at blive kølet ned af og til.

I Central Festival finder du som sagt mange brands. Der er alt lige fra H&M til New Balance butikker. Du kan købe (ægte) telefoner, hi-fi, kameraer og store faldskærms TV. Faktisk har jeg ofte set second hand sider på facebook, at folk kvalitetsstempler deres salg med, at de har købt det i Central Festival. Det er vel en måde at sige, at det ikke er kopi-skrammel. Men man skal nu være varsom alligevel, når der sælges second hand herude. Jeg har ofte set ting til salg i facebook grupper, som er dyrere end den faktiske købspris i butikkerne.

Supersport Central Festival Phuket

Supersport Central Festival Phuket

Nu gør jeg en del i løb for tiden og har derfor haft brug for lidt sportsudstyr. Det lyder skørt, men det kan faktisk være et helvede at finde de mest banale ting, som for eksempel en drikkedunk eller et væskebælte til løbebrug. I Central Festival har de den vel nok største sportsbutik, kaldet Supersports. Det er en landsdækkende kæde i Thailand. Her kan du købe det mest nødvendige sportsudstyr… selvom en sportsmaster eller Intersport hurtigt kan slå dem på selv den dårligste dag. Men, de har lidt af hvert. Der er blandt andet Nike, Addidas, New Balance. FILA. Der er løbetøj, sko, trekking, svømning, golf og så videre.

Jeg ved at der er mange der elsker at tage i dette center. For at spise og shoppe. Der ligger blandt andet Sizzlers, Starbucks, McD, Subway (alle set i marts 2016 – mon de ikke ligger der endnu). Der er også et stort supermarked, hvor man kan købe lidt internationale produkter og andet godt. Det er et fint center, men personligt gider jeg ikke komme her – kun hvis jeg mangler en hel specifik ting, såsom et væskebælte til løb, eller en ny smartphone. Jeg synes det er alt for dyrt at handle her, specielt at spise her. Set i forhold til danske priser er det ikke dyrt, men altså – vi er i Thailand, og jeg bor her fast. Hvorfor så give 35-40 kroner for en kaffe på Starbucks, når jeg kan købe en tilsvarende god kaffe i en lokal biks til 10 kroner. Det giver ingen mening. Supermarkedet er også dyrere end Lotus og Big C. Ja sågar dyrere end 7-11. Men udvalget er naturligvis støre og hvis man gerne vil have noget specielt, såsom vand på flaske til 40 kroner/L (normalt vil det koste en 3 kroner i en 7-11, og billigere endnu i Lotus), kan det være et fint sted at handle.

Central Festival Phuket

Central Festival Phuket

Central Festival er hyggeligt. Der er lidt palmer udenfor. Et lille udendørs café område, hvor man kan bestille lidt mad og et glas vin. Der er også livemusik af og til. Indenfor er det til at komme rundt, det er en fin afkølet temperatur.

Skal jeg sige noget negativt er det såmænd ikke selve centeret der er noget galt med. Er det noget som irriterer mig gang på gang (det gælder ikke kun dette sted, men generelt overalt i Thailand, i alle butikker i alle afkroge) så er det personalet. Magen til service skal man lede længe efter.

Det er generelt sådan, at de ansatte er provisionslønnet (med en sikret minimum løn, det er sikkert her det går galt for dem). Dermed skulle man tro, at de var ivrige efter at hjælpe dig og sælge dig noget. Men her tager du grueligt fejl. Så sent som i går var jeg i Central Festival – for at tage billederne hertil siden og for at købe et par løbeshorts. Da jeg kom ind i Supersport gik jeg rundt i vel nok 10-15 minutter, uden nogle spurgte om jeg skulle bruge hjælp. Det skal siges at der arbejdet hen mod en milliard Thaier i den butik, men de har alle travlt. Ikke med at sælge, men med Youtube og Facebook på deres smartphones. Der er jo gratis Wi-Fi i centeret. Dé der ikke fedtede med deres mobil, jamen de stod og snakkede sammen. Det er håbløst og jeg bliver så træt, hver gang. Men sådan er det meget ofte i Thialand, når du går i denne type butikker. De er ansat på provision fra et givent firma. Det vil sige, at vil du købe et Samsung TV, og spørge en personale til råds, jamen så ved han/hun ikke noget. Fordi denne tager sig af Sony. Sådan er det bygget op i stort set alle internationale brand butikker. Som turist vil du nok ikke lægge så meget mærke til dette. Men opholder du dig meget herude, så bliver det hurtigt meget synligt og et irritationsmoment, at man ikke kan få hurtigt og korrekt ekspedition, og komme videre.

Men – når du først får dem vækket, så hjælper de naturligvis gerne. Men forvent ikke den samme viden om produkterne som i Danmark.

God shoppelyst

Hvor ligger Central Festival Phuket

Hvor ligger Central Festival Phuket

Adressen på Central Festival i Phuker er:

74-75 Wichitsongkran Road, Phuket City, 83000 Thailand.

OPENING HOURS : 10:30 A.M. – 10:00 P.M.

PHONE: +66 76 291 111