Livet i Thailand

5 2 kuren

5 2 kuren
Skrevet af Dallemand

Er dunken eller røven blevet for stor? Har du et par overflødige kg eller 10 du gerne vil tabe dig. Har du forgæves forsøgt dig med en slankekur. Har du oplevet, at det ikke nytter ret meget i længden. Så er det håb forude med 5 2 kuren. Læs med her om mine gode erfaringer med denne kur.

Jeg har personligt haft stor succes med denne diæt. Jeg har tabt mig og holder vægten. Jeg bor i Thailand og her kan fristelserne være mange, da maden er relativt billig. Særligt den mad jeg ikke bør spise for meget af. Kager og søde sager flyder i gaderne og det kan være svært at lade det være.

Jeg var et smut i Danmark en juni måned og rejste til Thailand igen juli. Jeg er glad for mad og spiser gerne store mængder is til jeg skammer mig. Derfor havde jeg taget en del kg på i forbindelse med denne sommerferie i det kolde nord. Da jeg ramte Bangkok vejede jeg 101 kg. Det er for meget for mig, da jeg føler mig bedst tilpas omkring de 82-85 kg. Jeg var nødt til at gøre noget ved det. I skrivende stund vejer jeg 81 kg og vi har december.

Tidligere har jeg været på slankekur og jeg gider det sådan set ikke. Det er sygt kedeligt og der er altid en masse håbløse regler for, hvad man må spise og hvornår – det er gået galskab i sundheden i Danmark.

Hvis man ikke spiser den rette klid og øko-frikadelle med kål, som TV guruen lige har prædikeret på landsdækkende TV. Eller hvis man ikke æder spandevis af salat og broccoli med det ærgerlige pis-slatne Skyr som glidecreme, som ”Rigtige Mænd” guruen bralrer op om, ja – så er man på dybt vand. Man er andenrangs borger og vil forblive fed, få et dårligt liv og vælte på sin cykel.

Det er noget ævl. I øvrigt – hvem siger det er delikat, når en mand eller kvinde er total hakket med tydelige knogler og fremtrædende muskler. For mig er det ikke appetitligt, hvis min partner ligner en udhungret sportsfreak. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er tilhænger af en forholdsvis sund levevis og et naturligt plejet ydre. Men der skal være mening med galskaben.

Anyway – jeg har brugt 5 2 kuren til at tabe mig. Men hvordan virker 5 2 kuren så. Hvad er det man skal gøre og er der opskrifter til 5 2 kuren?

I min verden er 5 2 kuren ganske simpel. Det går i alt sin enkelthed ud på, at man spiser almindeligt 5 dage i ugen. Og spiser minimalt eller slet ikke 2 dage i ugen. Spørgsmål? Godt – det var det.

Du skal naturligvis være varsom og passe på du ikke bliver syg. Dit blodsukker etc. vil jo rasle ned, når du ikke spiser. Derfor kan jeg ikke på nogen måde anbefale denne 5 2 kur til nogen. Det er dit eget valg og risiko om du forsøger dig med den. Spørg din læge til råds først, hvis du har behov for det. Måden jeg griber 5 2 kuren an på virker for mig, men er måske skadelig for dig.

Der findes en del informationer og opskrifter på 5 2 kuren, men i min version skal du blot blæse på det og lave din egen variant. De fleste anbefaler dog at du på de 2 faste dage spiser morgenmad og aftensmad, hvor du indtager omkring 250 kalorier per måltid. Altså cirka 500 kalorier om dagen.

Måden jeg griber det an på er faktisk lidt anderledes. Jeg har eksperimenteret mig lidt frem. Da jeg svømmer og løber meget synes jeg ikke det er godt for mig, ikke at spise 2 dage om ugen. Det afmatter mig for meget. Derfor har jeg valgt at tage en 6 1 kur. Spiser normalt 6 dage og faster én dag. På fastedagen spiser jeg morgenmad bestående af havregryn, frugt og sødmælk (det samme som hver morgen i øvrigt). I løbet af dagen spiser jeg ingenting. Jeg drikker vand, kaffe og is-the (uden sukker). De 6 dage hvor jeg spiser normalt, har jeg valgt at sløjfe min frokost og i stedet drikke en grønsags/frugt shake (men det er nok mest fordi jeg er træt af ris i Thailand). Det vil sige, at min fastedag nummer 2 bliver fordelt på de 6 dage, fordi jeg ikke indtager ret mange kalorier til frokosten. Det virker for mig, men det er ikke sikkert det virker for dig.

Hvis du får lyst til prøve 5 2 kuren synes jeg, at du må prøve dig lidt frem og finde den version der passer bedst til dig.

Opskrifter på 5 2 kuren mener jeg, som nævnt, er overflødige. Hvis man begynder på at sætte regler op for hvad man må spise, så bliver det igen kontrol og surt at tabe sig. Lad være med det. Faste er vejen frem – men det er selvfølgelig ikke nok kun at gøre det i 14 dage. Skal du have et vægttab må du påregne en længere periode med denne kur.

Hvis du virkelig vil rykke nogle kg af dunken, synes jeg, at du må tilsætte denne 5 2 kur noget motion. Selv svømmer jeg 4 gange i ugen. 1-1,5 km per gang. Jeg løber 6km næsten hver aften 5 gange i ugen + 1 gang med 10km på løbebånd.

Det er måske for meget for dig – men prøv om du kan lave en fast ritual hvor du kommer ud mindst 1 time om dagen. Alt det der med at 15 minutter er nok – glem det. Fyr op under kadaveret og kom af sted 1 time om dagen. Er du i dårlig form eller har skavanker, så gå en time hver aften. Tag i svømmehallen… og svøm i en time. Ikke noget med bare at boble rundt, som jeg ser mange gør. Svøm! Det tager sin tid at bygge en grundkondi op. Men start et sted og ram en time om dagen efter en tid. Du vil få det meget bedre med dig selv – og ja, det er røv-svært at hive sig op til at komme i gang. Men det er nødvendigt.

Der er mange der siger til mig, at de ikke har tid til at motionere en time hver dag. Vrøvl. Det har alle. Det er et spørgsmål om at ville det. Hvor meget tid bruger du på sofaen eller på stolen med mobilen ved øret? Jeps – køb en ledning og prop samtalen i ørene mens du er ude. Det kan lade sig gøre at finde tid, hvis du vil. I øvrigt vil du med sikkerhed opnå mere energi, jo mere du motionerer.

Det var lidt om mine erfaringer med 5 2 kuren – jeg håber det måske kan inspirerer dig til at komme i gang. Det er slet ikke så surt som en slankekur eller de vanvittige madopskrifter fra visse udmagrede fitness/kost personligheder på TV. –Broccoli og Skyr my ass – hey… jeg har lige ædt 2 banan cupcakes og klokken er 11 formiddag, who cares